Chapter 1
Det lyder måske kliché, men nogle gange ville jeg ønske jeg kunne flygte fra virkeligheden. Flygte fra den familiære og uforanderlige virkelighed jeg befinder mig i. Jo mere tid jeg tilbringer i den, desto mere har jeg lyst til at forsvinde. Drømme mig væk til en anden verden, hvor kun fantasien sætter grænser. Et sted, hvor jeg kan gøre lige, hvad jeg vil og være lige, hvem jeg vil. Dog har jeg efterhånden erfaret, at det er umuligt. I stedet må jeg lære at forme den virkelighed jeg hører til i, så den føjer sig bedst muligt. Der er ikke andet at gøre endat handle.
—
Jeg er et kaotisk anlagt individ. Det har jeg i hvert fald bildt mig selv ind. Et par timer forinden, stod jeg i min rummelige lejlighed og boksede, sparkede og tæskede løs på en boksepude. Det var anstrengende, hårdt og sveden dryppede ned langs min tinding, men nu er grunden til den begyndende sveddråbe på min pande, en helt anden. Musikken, som indiskutabelt kan karakteriseres som house music, blaster ud gennem hele rummet og rammer hvert hjørne og krog af natklubben. Jeg hiver ud efter den sølvbelagte strainer, gemt bag alt rodet, der er skabt af mine kollegaer. Typisk. Den røde tranebær farvet væske fylder martini glasset. Jeg skubber cocktailen over bordet, forsøger ikke engang at smile venligt og siger, “en Cosmopolitan”. Jeg når ikke engang at opfange, hvad vedkommende siger, idet jeg allerede er i gang med de næste tre cocktails. En familiær, dyb stemme lyder ved siden af mig.
“Damn, Sinclair. Hvis ikke det var for din hurtighed og effektivitet, ville du helt klart allerede være fyret med dét service smil”.
Jeg kaster ham et hurtigt, køligt blik.
Min kollega.Louis Carter.
Irriterende. Hånende. Fremfusende.
Han har altid en eller anden rådden og nedgørende kommentar gemt i ærmet. Det jeg til gengæld finder sjovt, er, at han altid vælger at fyre dem af på mig. Mig af alle mennesker. Kvinden, der bærer rundt på den mest ligegyldige attitude og ikke har ét eneste gram sympati tilovers for andre mennesker. Ja, det er mig. Sådan kan jeg vel godt beskrives.
Zoe Sinclair. En koldhjertet kælling.
Jeg skubber de tre cocktails over bardisken. Gin & Tonic, Aperol Spritz og en White Russian.
“Du ved, Carter”, jeg holder en pause, idet en lettere beruset blondine kommer hen og spørger efter et glas vand. Jeg fylder hende hurtigt et glas vand og vifter hende væk. Hun forstår det heldigvis - at det er gratis med dén tilstand.
Jeg fortsætter, “jeg ville være endnu hurtigere, hvis du stoppede med at snakke til mig”. Jeg lægger let armene over kors og vender mig mod ham. Han er i færd med at pudse et vinglas.
I dag har været en af de bedre nætter - nætter, hvor jeg ikke har været nødsaget til at lægge øre til hans ynkelige og pinagtige flirt med kvindelige gæster. Selvom jeg hader at indrømme det, er deres handlinger ikke helt uforsvarlige. Louis Carter er en attraktiv mand. Den hvide skjorte, der er placeret under den sorte vest, kan desværre ikke få ham til at se grim ud - jeg er en anden sag. Jeg ved ikke, om det er hans højde, de først får øje på, eller om det er hans mørke hår, der har et svagt mørkerødt skær. I virkeligheden er det nok hans kastanjebrune øjne, de falder for. Typisk. De skulle bare vide, hvor stor en fiasko han egentlig er. En kæmpe pestilens, en plage, roden til alle mine irritationsmomenter. Louis Carter, mine damer og herrer. Den værste kollega man nogensinde kan få, hvis du spørger mig.
“Hey dig, den flotte! Hvilken drink kan du anbefale?“, lyder en hæslig stemme pludselig. Jeg fjerner mit dræberblik fra Carter og skuler over på manden foran mig, der åbenbart har en vis frækhed til at råbe sådan af mig.
“Det ved jeg ikke. Kig på cocktail kortet”, svarer jeg køligt over musikken og nikker i retningen af det laminerede kort.
“Er du på kortet?”
Jeg mærker mit ene øje flakke i ren irritation. Både grundet hans spørgsmål, men ligeså vel grundet det halvkvalte klukken, der kommer fra min side.
“Hvad med sådan en her? Den er på huset”, siger Carter og skubber et lowball glas med en klar væske over disken.
Dét er den eneste gode ting ved Carter. Han kan mærke, når folk trykker på de forkerte knapper og derfor tager over. Jeg skulle nødigt pande nogen ned. Jeg har mine streger - mine advarsler. Jeg har haft mine episoder. De fortjente det, hvad kan jeg sige.
“Hvad gav du ham?” spørger jeg, egentlig lidt ligeglad.
“Vand med citrus”.
"Duer verdens bedste bartender!” råber manden og peger vakkelvornt på Carter, hvorefter han trasker væk.
“Hørte du det, Sinclair?”
Jeg ruller mine øjne som svar, scanner hurtigt rummet for eventuel travlhed og ender med at sige, “jeg tager to minutter”.
Han griner, “efterlader du mig med Ms. Monet?” Han hvisker hendes efternavn, som var det en kæmpe byrde. Mine øjne glider om bag ham, hvor den slanke rødhåret, snaksagelige byrde står og er i færd med at shake en cocktail.
“Hun virker endda til at være i godt humør”, svarer jeg monotont, idet jeg runder hjørnet til baglokalet.
Jeg når ikke at høre, hvad han siger - eller i virkeligheden gider jeg bare ikke.
—
Adskillige timer er passeret. Klokken er tre om natten og det er et par minutter siden, at jeg fik fri. Som jeg sidder ude på min altan, med udsigt til Eiffeltårnet, analyserer jeg Paris’ befærdede gader. Der er stadig liv i byen på dette tidspunkt. Hvor sørgeligt. Findes der ikke bedre ting at tage sig til? Bedre ting end at drikke sig i hegnet og vandre rundt i søgen efter en eller anden form for amourøs anerkendelse? Det falder mig ikke ind, at jeg ruller med øjnene, det sker bare per automatik. Jeg tager et sug af cigaretten og inhalerer den gråhvide røg.
Mit blik glider endnu en gang over gaderne. En underlig fornemmelse rammer mig. Jeg kan ikke lade være med at føle, at vi alle er uvidende omkring den virkelighed vi befinder os i. Uvidende omkring, at der ligger noget farligere og større iblandt os. Er virkeligheden blot, som den ser ud? Det er også grunden til, at jeg ikke stoler på nogen. Grunden til, at jeg ikke ejer ét eneste gram sympati overfor nogen. Jeg ved ikke, hvem jeg kan stole på. Og sommetider er jeg endda usikker på om jeg overhovedet kan stole på mit eget selv. Mine tanker er mørke. Det er ingen hemmelighed. Jeg ved det. Alle ved det.Zoe Sinclairer et mørkt mysterium.
Jeg slukker cigaretten i askebægret og ligeledes slukkes der for mine grublende og mistroiske tanker. Jeg bevæger mig ind gennem altanens døre og låser dem. Jeg burde gå i seng nu.
Mørket omfavner mig, men det er ikke noget nyt.
